Av Sanna Hedlund
Du ringer på døren og inden jeg overhovedet når
lukke den bag os
Siger du, at vi skal sprøjte hele vores kønsorganer
med glitterspray,
at få magiske enhjørning orgasmer.
Vi taler om, hvor lidet flatterende det er at døbe sin
køn, som den du lå med,
“Lille havmonster” du ved.
Digtet fortsætter efter videoen
Vi bekymrer os om, hvordan det føles, som mænd har
større ret til øgenavne
og spekulerer på, hvorfor vi aldrig døber vores?
Du vælger at kalde din ostemaskinen,
“Vil du slikke min ostemaskine ren?”
eller “Vent, du vil ikke gå hjem med mig
og gem præsteosten mellem mine knogler med din
lyserødt kors?”.
Jeg kan ikke lade være med at bygge scenariet op;
middag med venner og han, din gamle mand
kæreste.
På menuen: Mozzarellalasagne med fetaostsalat.
Du vil rynke på næsen ved tanken om dit køn
som en hvid kedelig masse som efter opvarmning
danner klistrede hvide tråde, samtidig med at han
vil smile til dig med resterne hængende i
fipskæg og beder dig sende salaten.
Han ligner i øvrigt typen, der navngiver sit køn
til sin ædle ridder,
eller måske negleklubben.
Jeg spekulerer på, har han også et navn til dit køn?
Håber han ikke kalder det sin vase,
for du er så meget mere end bare skrøbelig og skrøbelig,
noget han kan putte sin mælkebøtte i.
Men jeg ved, at jeg ønsker forgæves
for dig er du virkelig mig…
Du er den, jeg var
og det var mig, der lå hos ham,
han tror han er en gentleman og deler så
endnu en joke på Facebook om hvordan
“Den eneste mand, en kvinde kan gøre til en
millionær er milliardær”
eller hvor manden altid vælger kvinden med størst
bryst,
han, der fortalte mig, at “jeg er ikke den mand,
for så var jeg aldrig faldet for dig.”
Det var mig, der svarede
“Hehe näe det er sandt” og kyssede ham
når jeg egentlig skulle have skrubbet tungen fri
fra hans stinkende kvindesyn.
Tanken om, at jeg var vasen, får mig
at spørge den nye fyr, jeg ligger med
at tabe mig på gulvet,
for både gammelt og nyt ved jeg
at den eneste måde at knuse den gamle hæmmet
“hehe nej det er rigtigt”
er at sætte mine egne betingelser.
Og jeg vil ikke være skrøbelig og skrøbelig,
så når jeg kommer i mit glitrende
enhjørning orgasme
er de eneste lænker jeg har på
dem jeg bad ham binde mig til.
Men fortiden vil ringe på døren igen.
Jeg vil tænke på hvilke idioter jeg har været i seng med.
trøste mig med, at “ikke alle forstår dette
ost”
og at ikke engang mit underliv kan være en kulmine
så tæt, at alt, hvad der lægges deri, bliver
diamanter.
Men det er trods alt ikke så farligt at se tilbage,
når jeg indser, at jeg ikke længere er dig.
Sanna Hedlund, 32, er digter, journalist, fotograf og
foredragsholder. Hun blev født i Skellefteå i det nordlige Sverige,
men bor nu i Landskrona.
Sanna har optrådt på scener rundt om i Sverige, konkurreret i
Svenske mesterskaber i Poetry Slam, snakkede sex og læste
poesi i radioen, holdt foredrag på Sveriges ungdomsklinikker
og ved Pride-arrangementer. Hendes værker udgives
i antologier og magasiner. I 2020 vandt hun også
konkurrencen Autumn-Voice, en skrivekonkurrence om personligt
hjælp.
Sanna er blevet kaldt en vred digter i en lyserød skal, som hun
tager selvfølgelig som et kompliment. Hendes poesi er ofte én
blanding af alt, hvad der rører sig i hovedet. Der en lyserød drømmeverden
med enhjørninger blandet med virkelighedens kamp
mod sexisme, den svenske socialforsikring, funkofobi, fordomme og
udelukkelse, men også med humor, kærlighed og
vardagsnojor.
Sanna mener, at alt, hvad et menneske gør, har en plads i
poesi.